Generalforsamlingen den 28. marts er den vigtigste i 100 år. Det kan der vist ikke være tvivl om.
Digelaget er i alvorlig krise og det må eller bør være tydeligt for alle medlemmer. Vi har et sårbart utæt dige, som formentlig bukker under for næste stormflod, som dag for dag kommer tættere på. Samtidig opererer vi delvist efter et sæt forældede vedtægter fra 1923. Med “delvist” menes, at vi ikke overholder betaling til digelaget efter parter, men har praktiseret en ligelig fordeling gennem de sidste 50 år. Såfremt vi overholdt vedtægterne, ville en græsmark skulle betale omkring 20 gange så meget som en udsat ejendom. Det er jo åbenlyst uholdbart.
Det er altså åbenlyst at vi er i krise, og vi skal have løst problemerne med både diget og vedtægterne. Og dige renoveringen får ikke vi ikke gennemført uden et sæt ændrede vedtægter, der beskriver , hvordan udgifterne fordeles.
Hvordan løser man kriser?
Når man er i krise rykker man normalt sammen. Se bare omkring den geopolitiske tvist med USA omkring Grønland, hvor rigsfællesskabet og EU rykker sammen og udtrykker enighed.
I digelaget bør vi i denne svære tid naturligvis gøre det samme, altså stå sammen og bakke op omkring bestyrelsen og de løsninger, som denne fremlægger, for at bringe os ud af krisen. De løsninger som ledelsen fremlægger er nok udtryk for det muliges kunst. Og er alting optimal omkring både dige renovering og vedtægtsændringer? Næppe, men det må vi så tage efterfølgende, når der bliver ro på smækken.
Vigtigst er nu, at få skabt tryghed i området. Alle bør kunne sove trygt om natten og ikke tænke på vejret og faldende ejendomspriser. Og til sidst: Bliver det dyrere at sikre sig mod oversvømmelse i lavtliggende kystområder? JA, det gør det! – og den erkendelse er vist efterhånden landsdækkende.
Vi ses 28. marts, ik?
/Bent